mandag den 17. september 2007

Søndag d. 16. september

Søndag d. 16. september

Vi var oppe kl. 8 og spiste morgenmad og fik denne morgen også en lækker pain de chocolat til. Så var vi rundt på marked, hvor jeg så en masse kaniner, jeg ikke kunne finde på at købe. Der var mange sjove og eksotiske ting. Men økonomien hænger i laser, så det var kun noget med at kigge, og købe et lille stykke Danablu på fransk og chorizo-pølse fra Baskerlandet.

Vi så også en auktion med delene fra et Concordefly. Og jeg luftede min uvidenhed, og fik at vide, at folk købte de dyre billetter mellem Europa og USA. Til sidst var der færre kunder. Og da et fly styrtede ned, var der til sidst ingen. Fabian, som vi var sammen med stort set resten af dagen, fortalte, at han havde været med et fly fra Toulouse til Toulouse. - Det var en oplevelse for livet, sagde han.

Vi spiste lidt og kl. 13 gjorde vi noget meget mærkeligt: Vi steg op på cyklerne og kørte ud af Toulouse sammen med Fabian. Her fik vi lært, hvordan man kører cykel på fransk - over for rødt, forkert rundt i rundkørslen, og hvad har vi. Det fungerer rigtig fint, fordi bilisterne er så opmærksomme.

Der var 30 km, og det gik sådan set fint, bortset fra bakkerne, som efter danske forhold er bjerge. Men det var som om, at vi begge lærte at køre i bjerge. Udsigten var fantastisk, selv om vi kendte den fra i fredags.

Vi endte ude på en svæveflyverbane.



Lørdag d. 15. september

Lørdag d. 15. september

Daniel bor midt i luderkvarteret. Her sker aldrig noget, bedyrer han. Men slagteren, restauranterne og les clubs privés og sexinema og hvad de alle hedder skal man jo også bare gå udenom. Jeg oplevede denne morgen at blive indigneret over at blive tiltalt af en luder. Så er jeg ved at være nogenlunde integreret, fordi klassebevidstheden betyder så meget hernede. Man snakker på kryds og på tværs, men hele tiden med klassebevidstheden i baghovedet.

Lejligheden som er ufattelig hyggelig ligger mellem Gare Matebiau og Jeanne d'Arc metrostationerne, så det kunne ikke være mere centralt. Ikke siden onsdag har jeg rigtig været rundt i Toulouse på gåben. Som enhver kan læse sig til, har der simpelthen været for meget gang i den.

Men afsted gik jeg denne morgen kl. halv elleve for at købe kød og vin. Det lykkedes nogenlunde at finde ud af at komme ned ad den akse, der begynder med Jeanne d'Arc, fortsætter i Place de Wilson og ender i Place Saint George. Ca. midtvejs til højre ligger Place de Capitol, hvor rådhuset ligger. Og i gadenettet omkring disse er der hyggelige butikker og denne formiddag et rigtig dejligt liv.

På Place Saint George lå der nogle kaniner (uden meget lange ører). Der var to boder, som formede et lille marked, den ene var slagteren med oksekød, kanin (lapin) og høns, den anden var grøntsagshandleren. Jeg gik forbi - også fordi at tordenvejret udeblev. Vi fik kun lidt støvregn på vej til Carcassonne igår formiddag. Denne formiddag var vejret igen herlige 26 grader fra en solbeskinnet himmel. Det ville derfor være skidt for kødet at blive slæbt rundt i den halve by. Og en anden grund var, at jeg aldrig har købt kanin før. Og jeg tænkte, at oksekødet nok var billigere lidt udenfor centrum. Det var nu galt tænkt. Først imorgen på marked kunne jeg finde noget oksekød, der så godt ud uden at være for dyrt. 23€ synes jeg er en pebret kilopris, selvom det er virkelig lækkert! Så jeg overvejede lidt frem og tilbage, mens jeg gik rundt i byen. Og på tilbagevejen købte jeg virkelig den flotteste lille kanin og gik hjem og lavede gryderet.

Nå, men inden jeg kom så langt, gik jeg ned til vinhandleren ved Canal du Midi, som også var importør af vine fra Spanien, som de distribuerede over hele Frankrig. Det var ekspedienten meget stolt af.

Hun blev glad for at se mig igen. Og jeg fortalte, hvor lækker den hvidvin havde været. Jeg måtte have én til. Og hun luftede sit sælgergen, og jeg fandt efterfølgende ud af, at ham der havde lavet hvidvinen, laver også en rødvin, jeg er vild med. Men hvidvinen var nu mest interessant. www.albetinoya.com. Hun fortalte mig, hvor der lå en slagter. - Ja, den slags skal man jo være påpasselig med i vore dage. Og det mente jeg var rigtigt. Desværre var hans priser de samme som Lafayette supermarked. Så blev jeg da så klog.

Af sted gennem byen gik det forbi Jardin des Plantes - her var stadig hyggeligt. Og jeg så lidt flere boligkvarterer på min zigzagen gennem byen. Og kaninerne poppede op igen. Hos Belens mor havde jeg fået kanin, så jeg vidste, at det kunne spises.

Det var sjovt at handle, fordi jeg begynder at forstå, hvad de siger på deres sydlandske dialekt. Og vi kunne også lave noget sjov med hinanden. Grønthandleren kiggede lidt på min store kurv med alskens udvalg af deres udsalg og sagde så 4€. Det var vist et fund, tror jeg. De kunne i hvert fald ikke alle være i min rygsæk.

Tilbage i lejligheden var dagens højdepunkt at sige til Daniel, at menuen altså ikke stod på engelske bøffer, der skulle marineres og grilles, men en gryderet med kanin. Chokket i hans ansigt burde virkelig fotograferes, men det er ikke alle øjeblikke, der kan fastholdes. Så jeg må nøjes med at skrive det. Det var simpelthen for sjovt!

Men det betød også, at jeg måtte gøre mig rigtig meget umage for at skabe en succes. For nu havde jeg truffet mit utraditionelle valg, så måtte den også følges til dørs. Mit indkøb af grøntsager var foretaget pr. intuition og opskrift havde jeg intet af. Men internettet er jo kun et klik væk. Og her var et væld af opskrifter - endda på dansk.

Det tog ca. 1 time at partere den, måske også fordi kniven var meget sløv. Og jeg var meget kritisk med sener, så det kød der blev tilbage af det relativt store dyr var meget begrænset. Men jeg var meget grundig, vaskede og skyllede og sorterede og lagde i marinade. Så var det grøntsagernes tur. Og som det så ofte er, kan det smages, når kokken har stået 2 timer i køkkenet. Den relativt lille ret, der først var færdig kl. 4 om eftermiddagen, rakte længe. Og endnu mandag var der noget i gryden. Der var vi allerede to gange blevet rigtig godt mætte!

Vi gik ned og lejede en cykel til mig (1€/døgn, det var lige til at klare), og så cyklede vi ud af byen med Daniels helikopter, som blev luftet på et stort græsareal. Den slags tiltrækker blikke og legelystne mænd. Og franskmændene holder sig jo ikke tilbage, så det fik vi et par hyggelige snakke ud af.

Da vi var kommet tilbage i lejligheden, spiste vi, og jeg satte mig og fik skrevet rigtig store dele af denne åbne dagbog. Kl. ca. 23 tog vi en runde i byen. Og jeg må sige, at byen faktisk var mere charmerende om formiddagen end ved midnat!


Fredag d. 14. september

Fredag d. 14. september

Denne dag foregik i bil. Vi var hos Sixt kl. 8 og overraskede den søde ekspedient i hendes morgenmad. Vi gennemgik alt fra forsikring til hvor vi skulle stille bilen senere. Og så kørte vi ellers afsted ud i verden i vores Fiat Puntu Diesel. Da dagen var omme, tankede vi. Ca. 400 km og 20 liter diesel - det var en nøjsom bil.

Ud kørte vi af Toulouse, det bedste vi havde lært. Det var ikke nemt. Og mens alt er nyt for mig, var Daniel irriteret over ikke at kunne finde vej. Og grunden er den franske skiltning, som kræver, at man kan gætte noget, man ikke har en chance for at vide. Det er meget spændende. Og nogle gange er der 5 km mellem skiltene, selv om man skal dreje 13 gange. Meget spændende!

Vi kørte mod Foix, og det var jo ikke specielt smart. Men jeg ville meget gerne have os uden om motorvejene. Dels pga. pengene, men ikke mindst pga. at man ser meget mere på sidevejene. Bl.a. vejarbejde som der var rigtig meget af. Det tog meget tid. Manden som skulle få bilisterne til at holde tilbage havde en stor dag. Og i den anden ende stod manden med en lang pind, hvor der for enden var en cirkelformet træplade. På den ene side var den grøn, på den anden rød. Det må også have været et fantastisk job. Tænk hvis man kom til at vise rødt, mens at der var fri passage - eller omvendt! Han så nu ikke ud til at hygge sig ligeså meget som ham den anden.

Endelig nåede vi frem til Villefrance, og så var det til at finde ud af at komme til Carcassonne ad Route Nationale 113 - hovedvejen.

Især på de små veje, mest D 623 eller hvad de nu hedder, er der meget at kigge på. Selv markerne med solsikker betager mig. Og det går op og ned og rundt og hen. Bjerge er fantastiske. Omkring Toulouse er de ikke, men vinmarkerne og bjergene kommer jo tættere vi nærmer os Carcassonne. De snoede veje i bjergene, klipper der hænger ind over vejen, floder og bjergenes forskellige formationer.

En bjergrestaurant var lukket - heldigvis, for den næste var ufattelig hyggelig og deres kaffe ufattelig lækker og mild! Der stod et klaver i et hjørne, og jeg spillede igen, bare lidt. Det var vildt, så jeg ikke kan beskrive det. I hvert fald mine fingre var ekstatiske! Tjeneren råbte bravo og spurgte, om ikke klaveret var en smule falsk. Jo, sagde jeg, men jeg var lykkelig.

I Carcassonne så vi borgen, som er en turistattraktion med sine mange boder. Bl.a. var jeg meget fascineret af smykkerne. Igen denne charme. Det er smukt.

Og et glas vin på Café des vins eller sådan noget. Og katedralen hvor vi ikke fik spillet på orgelet. Det havde vi nu nok heller ikke tid til.

Carcassonne skal man se, og det gjorde vi så. Nu har også jeg været der. Men alle turisterne tager det originale væk. Og jeg er mere begejstret for det glas lokale vin end borgen.

Vi går over til bilen og kører ud af byen. Men jeg er sulten, og det er Daniel egentlig også. Så vi beslutter at tage en hurtig sandwich. Jeg vil gerne sidde på café, for det er så hyggeligt hernede sydpå. Der er så meget stemning, og det er ikke specielt kommercielt.

Men parkeringspladserne udebliver og vi kører og kører. Det er herligt, for Carcassonne åbner sig for os. Og vi kører rundt og oplever med alle sanser. Så er vi på vej ud af byen og billedet skifter: Måske skulle vi alligevel bare køre afsted og så tage en sandwich, når vi møder en café, der ligger strategisk rigtigt. Pludselig ser vi en parkeringsplads. Vi er kørt forbi indkøbscentret og ind mod byen igen. Men her er den, og der er flere af dem, ved siden af en kanal - måske Canal du Midi, hvis jeg ikke husker helt galt.

Vi går ind mod byen. Daniel har været her før, så han kender retningen. Og nu har jeg efterhånden snakket om pizza længe. Daniel har ikke fået god pizza i Frankrig, ikke som vi kender dem fra Danmark. Men foran os står pizzaria, så der går vi ind. Den modne kvinde omkring de 40 kommer med menukortet, og for 10€ får man en menu. Pizzaerne koster 9 og menuerne 10, så det er ikke et svært valg. Folk hygger sig og maden er god og i baggrunden kører amerikanske sange ud af højttaleren. Eneste anke er, at det er svært at fortælle tjeneren, hvor god maden egentlig er. Vi savner ord, men ikke sanser.

Bagefter er vi mætte på en måde, som ikke er til at fatte. Mætheden forbliver i kroppen. Vi er mætte på krop og sjæl. Ikke overmætte, vi har det bare rigtig, rigtig godt, da den lille Fiat igen sætter igang. Og det holder helt fra kl. 14 til 22. Først her begynder sulten igen så småt at melde sig.

Bilen kører i retning mod Limoux og videre sydpå. Nu er det for alvor Route touristique du vin. Men da vi sidst på eftermiddagen endelig kører forbi et udsalg er priserne meget acceptable og vinen fantastisk. Noget er ikke. Men man køber jo ikke katten i sækken, når man kan få lov til at smage.

Vi nærmer os den borg, som er næste stop. Vi kører opad og opad. Og rundt og hen. Og vi kan se borgen højt oppe. I formiddags havde vi støvregn, og det rørte mig en papand, så længe temperaturen ligger omkring 23 grader. Det er mærkeligt med temperaturen her. Her er ca. 26 grader og solskin. Alligevel bruger jeg ikke solcreme og bliver ikke solskoldet.

Med al denne sprogforvirring dukker der ind imellem pudsigheder op. Jeg kan lige nøjagtigt huske mit danske, som jeg kigger på som en udlænding. Jeg skrev ”på må og få” og må sige, at jeg har ingen anelse, om man kan sige sådan på dansk. Men jeg tror det. Og ”skalte og valte”. ”Vinbønner” er jeg dog ret sikker på ikke er så godt. Men nu er jeg jo også kaffe-o-man. Iøvrigt laver Daniel den mest udsøgte espresso, jeg nogensinde har fået. Den er meget mild og delikat. Der er et risteri her i midtbyen, og deres ristninger er fuldstændig unikke. Og jeg må sige, at det er første gang, jeg har fået så lækker kaffe fra et professionelt risteri. Men det er måske fremtiden. Og det sjove er, at jeg som bor i Otterup faktisk ikke har noget alternativ til min GeneCafé.

Nå, tilbage til Frankrig.

Jeg blev lidt sur over, at de ville have penge for, at jeg skulle gå op og op for 5€. Men i betragtning af hvor sjovt det var at gå rundt på borgen, var det godt givet ud. Og skulle man have lyst til at prøve et frit fald på mellem 4 og 1000 meter, så var der også masser af muligheder. Nå, jeg tog et par billeder af den fine udsigt. Der er en masse ting, man kan sætte sig ind i i sådan en borg. Det har jeg ikke lyst til. Men jeg havde det rigtig dejligt med at klatre rundt omkring. Og det var også virkelig dejligt at få sig rørt.

Vi kørte ned ad vinruten. Klokken var halv seks, da vi nåede frem. Men Salasar i Limoux lå først for. Og de havde dejlig champagne, som vi smagte - købte. 6 flasker, så fik man også en Chardonnay med. Alt var meget lækkert, og især meget rent i smagen. Så det var gode køb, der ikke var for dyre. Om aftenen blev vi godt fulde i den gode champagne.

Det var nemt at finde tilbage tilbage til Toulouse. Og på vejen prøvede vi da også 2 vinbutikker mere, som også er producenter eller Vin de Ferme eller hvad man nu siger. Vi var for sent ude. Og jeg sad og godtede mig over, at vi overhovedet nåede at få indkøbt lidt. Det var min første prioritet på turen.

På en gård kom en dame gående med 2 børn og det, jeg troede, var en hund - i favnen. Det viste sig at være to høns, som var uden for rækkevidde. De hverken så eller hørte noget. Siden har jeg tænkt, at det nok var fordi, de vidste, at døden og menneskers mæthed ventede indenfor kort tid. So why bother?

Det gik noget stærkere på hjemturen end på udturen. Men i Toulouse kunne vi ikke finde en eneste tank. Den første vi fandt var lukket. Og de andre gemte sig på veje, vi ikke kunne finde. Vi kørte på må og få - men fandt langt om længe en tank. Vi tankede og fandt med besvær parkeringshuset i sværmen af biler. Og endte hjemme godt trætte med noget brød og lækkert pålæg og masser af champagne.


Torsdag d. 13. september

Torsdag d. 13. september

Vi var oppe kl. halv syv og på museet kl. 8, hvor vi havde mulighed for at prøve Arendt-orgelet indil kl. 10. Fabian var også med. Han arbejder nu hos Airbus som edb-konsulent, men har et fint engelsk og er en passioneret orgelspiller. Vi skiftedes til at spille. Jeg oplevede, at det tager kortere og kortere tid at lære et orgel at kende. Anderledes med hvis man skal spille noget rigtigt. Men jeg har ikke så travlt p.t. som organist, der er ved klaveret, jeg udvikler mig p.t.

Kl. 10 gik vi hen og fik en ”Mille crêpes”-kage med chokoladesovs og kaffe til. Det var for lækkert! Og af en eller anden mærkelig grund betalte Fabian, den flinke fyr. Vi aftalte at cykle sammen søndag. Han ved, hvor man kan flyve svæveflyver.

Så købte vi en bruseslange. Den gamle var gået i stykker om morgenen, og der røg mit bad. Men den var nu også for kort, så derfor. Den nye var tilpas lang. Og da vi senere hen på eftermiddagen havde fået skruet den på, indviede vi den med fuld musik, rødvin, kamera og overklipning af den røde snor.

Nå, en kaffe kan man jo altid bruge, så vi satte os på en café foran Domkirken, hvor jeg bestilte et glas vin og Daniel en cola. Klart nok var vinen billigst. Vi sad og snakkede om rygeforbudet i Danmark. Jeg synes, det er tåbeligt, at det er et forbud med undtagelser. Mens Daniel synes, at en regel med undtagelser er helt fint. Men sådan er der så meget. Vi var enige om, at det var ligegyldigheder, men ikke enige om hvordan ligegyldighederne burde reguleres.

Kl. 12 begav vi os til Domkirken lige ved siden af og påbegyndte opstigningen op til det store orgel. Der var først 80 trin. Derefter en gangsti på taget som må være lidt træls i regn og sne. Derefter en gåtur henad en smal sti med hegn på begge sider. Heldigvis da, for der var ca. 10 meter ned. Ganske sikkert ikke en stilling for en organist med højdeskræk. Jeg spillede da også mere modig, end jeg egentlig var.

Endelig fremme ved orgelet blev jeg virkelig glad. Her var et fransk blandingsinstrument, som kunne alt muligt. Desværre var de forkerte noder kommet med i tasken. Og jeg savnede Duruflé, Widor og Franck. Men det jeg kunne huske, spillede jeg, og det var en fryd. Dette orkestrale, denne klang, sangbarheden og jeg ved ikke hvad. Igen: Jeg har ikke noget, jeg skal spille på orgel lige p.t. og kl. 13 gik vi hjem. Det var ikke fordi orgelet på nogen måder var kedeligt, men simpelthen fordi jeg var for træt. Og så fandt jeg også ud af, at nu begynder jeg at kende det franske orgel. Det er så utrolig vigtigt for en organist at have denne lyd i ørene, når han sidder hjemme i Danmark.

Vi slappede af, tror jeg, jeg kan ikke længere huske det. Men jeg husker tydeligt maden - denne gang var Daniel alene i køkkenet. Han lavede en helt fantastisk ret med kylling og ris og karry. Uhm! Den bed lidt i ganen, men det var kun rart. Vi blev enige om, at kødet havde taget godt imod den halve time det havde ligget i karrymarinade.

Kl. halv ni spillede Pierre Laurent Aimard Bach og Kurtag i Jacobin-klosteret i forbindelse med deres klaverfestival, som de nu kører på 28. år. Publikum er distingveret, snakken går og billetterne er ikke alt for dyre. Pianisten er kendt for ny musik og kom meget i huset hos Messiaen. Hans ”Kunst der Fuge” var jeg ikke for vild med. Det var sobert og meget fejlfrit, men det var umuligt for mig at decifrere denne komplicerede musik. Og efterhånden kedede jeg mig mere og mere. Man kunne også mærke på pianisten, at han prøvede at skubbe liv i koncerten hen ad vejen. Det var dog for sent. Desværre var koncerten ikke slut ved pausen. Men hans første ekstranummer var virkelig godt og hele koncerten værd. Endelig blev vi sluppet ud i det fri. Og jeg var lidt deprimeret over, at koncerten havde været sådan en skuffelse i så lange stræk. Jeg prøvede undervejs det ene og det andet, men musikken ville ikke fænge mig.


Onsdag d. 12. september

Onsdag d. 12. september

Halv syv var vi oppe og kl. 8 stod vi hos Sixt - og det var her vi fandt ud af, at vi skulle omkring internettet og være ude i bedre tid, hvis vi ville spare penge.

Vi gik hjem, hentede cyklen, gik til konservatoriet, og Daniel satte sig til orgelet. Vi aftalte, at han skulle sms'e, når han var færdig og give sig god tid.

Jeg nåede rundt i den halve by i mellemtiden.

Det franske begyndte så småt at vende tilbage til mit hovede. Jeg begyndte at forme små sætninger i hovedet, og pludselig var jeg i det. En ung fyr kom hen og spurgte mig om vej. Jeg var dybt forundret, for jeg troede, at min ”mavesæk” (bæltetasken) ville afsløre mig som turist. Men jeg fik lov til at sige mit ”Je suis en Danemark”. Videre nordpå gik det i Toulouse langs kanalen Garonne. Der er to kanaler, og Garonne er vist en flod, mens Canal de Midi strækker sig så langt som til Garcassonne, som ligger 80 km væk i østlig retning.

Der var smukt og lækkert og relativt mange mennesker på gaden. På enkelte caféer ventede en ensom tjener på dagens første kunder. Mange bliver det sikkert ikke til. Men det ser hyggeligt ud.

Ned mod floden var der et slags tivoli, stillet op af kommunen (Mairie de Toulouse). Jeg kom omkring beboelsesområder med villaer og lejligheder. Og jeg undrede mig over, hvor charmerende det hele er. Ingen kedelige huse overhovedet, men til gengæld alle velholdte. Selvfølgelig findes der fattigkvarterer, og kirkerne har ingen penge. Men folk i det daglige bor rart.

Jeg var hos en optiker og købe en klud til at rense mine briller i. Jeg gik ind i SPAR Supermarché, men gik hurtigt ud igen, for en industrisandwich kostede her det samme som en lækker nysmurt på caféerne - mærkeligt. Så jeg fik en escargot-sandwich med pomfritter og cola, det vidste jeg da, hvad var, og det var vildt lækkert! Det var vist snegle, jeg spiste. Jeg ved det ikke, men det var mørt og for lækkert. Da jeg spurgte efter lidt ekstra ketchup, fik jeg også ekstra pomfritter. De var meget hjælpsomme også med at vise vej. Og folk dumpede forbi og snakkede i højt humør, inden de gik videre.

Jeg fortsatte hen over Pont Michel og var så pludselig i Jardin des Plantes, hvor alle mødrene, enkelte fædre og enkelte bedstemødre sørgede for liv og barnlig glæde. Det var et helt paradis. Kort efter at jeg havde forladt parken på vej mod bymidten igen, sms'ede Daniel, og jeg skrev tilbage, hvilken rute jeg ville følge langs Canal de Midi. Så kom jeg til at købe en vin, der var fantastisk. Hvid og let mousserende, og den fik vi om aftenen til maden. Månedens eller ugens tilbud eller ”Promotion” eller sådan noget. Så var det jo bare med at slå til.

På vej hen til restauranten igår kom vi igennem midtbyen. Pludselig stod vi på Place de Wilson. Det var for sjovt! Jeg fik taget et billede af mig selv foran Café Wilson. Der er også et hotel Wilson. Det er en plads med temmelig meget liv på.

Daniel mente, at der er mere liv på Place de Saint George, og det passer også. Men det er lidt upperclass-folket, der sidder på de caféer, som ligger i den dyre ende, uden dog at være eksklusive.

Og så er der rådhuspladsen, hvor der var rigtig festligt torsdag aften.

Ved floden var der også en busholdeplads med verdens mindste busser. Jeg tog et billede af dem. Og jeg tog et billede af en gammel Citroën. Den var meget sjælden, sagde Daniel.

Tilbage på Place de Wilson gik vi i retning af en sandwich til Daniel, der var sulten. Jeg var stadig stopmæt.

Han havde fået skaffet os adgang til Saint Pierre des Chatreux - kirken, hvor der står et fantastisk barokorgel. Vi havde Bach og Grigny og Marchand med og spillede på skift. Det var også dejligt at lytte nede fra. Rummet var fantastisk, og orgelet er på én gang blødt og gennemtrængende. Akkorderne står fantastisk, og orgelet virker mere horisontalt end vertikalt. Det var utroligt, at orgelet går så godt igennem det store rum, som er meget aflangt med et stort alter i midten. Der var også et lille kororgel på 11 stemmer midt i kirken.

Orgelet er karakteriseret ved flotte brede stemmer, f.eks. i pedalet. Ikke noget med gedakter og subbas. Her er fuldlængde fløjter - sådan lyder de i hvert fald. De har en fylde og en sangbarhed, som er helt vild flot. Hvornår hører man en 16 fods fløjte, der synger? Det kan de i Frankrig, og det er med til at give orgelet charme.

Rørstemmerne har hver sin karakter og reagerer ufatteligt hurtigt, når man er vant til danske orgeler. Trompeter var der to af i hovedværket. Og den ene var som vi kender den: Bred, den anden havde noget af det samme som et dansk krumhorn. Og den virkede temmelig overflødig. De hedder hhv. trompette 1 og trompette 2. Så var der en voix humaine. Den er hørt smukkere. Jeg mener, at der i Skt. Nikolaj i Vejle står én, der ligner et menneskehoved og lyder som en menneskestemme. Og så var der en obo osv. Det er dejligt at spille fransk barok på, fordi alt står så klart. Det er også sjovt, at når vi nu er så tæt på Spanien, at det franske orgel nærmer sig det spanske med så mange karakterstemmer. Men hvor det spanske har temmeligt nedtonede grundstemmer, har det franske orgel også her karakter. Hvorfor kan vi ikke få flûte harmonique i Danmark? I stedet vælter vi os i gedakter, rørfløjter og slanke principaler. Det er der ikke meget sjov ved. Det er det karske nord i forhold til det charmerende syd. Men hvad franskmændene ikke har: Penge til at holde orgelerne ved lige. Det har vi i Danmark.

Vi var i kirken fra kl. 14-16. Så var vi hjemme til aftensmad. Vi købte ind og lavede grillstegte hjemmemarinerede engelske bøffer. Slagteren i Lafayette supermarked - madafdelingen - mente, at vi kunne komme igen, hvis vi ikke var tilfredse. Og vi havde faktisk lyst til at komme igen, for vi var så overmåde tilfredse. Og vi købte kartofler og tomater og Balsamico-eddike, som det viste sig, at Daniel havde så rigeligt af i forvejen. Og en sjov grøn salat, der var formet som en stor flad solsikke. Og en sovs og noget lækkert brød. Og en lækker spegepølse. Jeg stod i køkkenet, mens Daniel ordnede grillen. Og maden var så fantastisk, at vi fik rigeligt revanche for restauranten igår. Og eneste problem var, at det umuligt at gemme noget til dagen efter.

Kl. 20 var der koncert i Musee des Agustin-museet, hvor der står et tysk Arendt-orgel. Det er jeg hurtigt færdig med. Det har de tyske karaktertræk - bl.a. kan det lave et barokpleno. Og det er et godt orgel, men jeg kan ikke lide det, for det synger ikke nok. Det bærer ikke tonen.

En ung ungarer spillede en koncert. Og han spillede fint, men absolut ikke blændende for de alt for få tilhørere. Og programmet var også rigtig fint sammensat. Bagefter var vi på Place de Saint George og få nogle kedelige Heineken-øl. Selvom Daniel forsikrede mig om, at franske øl smager endnu mere af vand, må jeg sige, at tyskerne er fantastiske til at lave øl. Og der er ikke grund til at drikke så meget andet øl, især ikke hvis man kan få Franziskaner Hefeweizen. Vi er i vinens land. Og selv på caféerne kan man få et fantastisk glas vin til 15 kr. (2€) Og vi drikker til 50 kr. (6,50€) flasken, og det er helt fantastisk. Men så skal man også vide, hvor og hvad man skal købe, hvis man vil have så god vin til så få penge. Og så prøvede vi en vin til 3€, der var en fortrinlig hverdagsvin.

Men på pladsen oplevede vi det sydfranske byliv. Og Daniel fortalte, at her er temmelig stille om sommeren. Men nu er de studerende så småt ved at vende tilbage, såvel som de mange smukke piger.

Der var en rigtig dygtig organist fra Korea, elev af Fru Kwak ved vores bord. Og en cembalist og en organist fra Budapest - de var et par. Og så mig og Daniel. Organisten fortalte, at på ungarsk siger du alt ud fra en kontekst. Og derfor kan du nemt blive misforstået, men omvendt har du mulighed for at komme andre imøde, fordi dit sprog har så mange delikate nuancer. Specielt når man har været udenlands er det svært at vænne sig til igen. Og at forbløffende mange lærer ungarnsk, fordi det er det sprog, der er tættest på latin af de nulevende sprog.

Vi endte i lejligheden og godnat!


Tirsdag d. 11. september

Tirsdag d. 11. september

Tirsdag løb Ute og jeg til S-banen. Klokken var 8.05. Hun har det med at ikke ville spilde tiden. Til gengæld har hun ikke rigtig styr på køreplanen, så det er jo ikke helt fantastisk. Men hun mener det godt. Og hun blev rigtig glad for min kaffe.
Hun købte mig en Kurzstrecke-billet og ringede kort efter og undskyldte, at den egentlig ikke rakte til lufthavnen. Og hvad ved jeg. Men lufthavnsbussen havde ca. 3 gange så mange mennesker med, som den havde plads til, og jeg blev ikke kontrolleret, så det gik altsammen.
Jeg ankom til lufthavnen og var igennem check-in og sikkerhedstjek på 10 minutter! Wow, jeg fik stor respekt for lufthavnen i Hamborg med det samme.
Foran gaten sad jeg ved siden af et ældre ægtepar. Manden spurgte mig, om jeg kunne hjælpe ham med at skifte pin-kode. Jeg prøvede - men fandt ud af, at det kunne ikke lade sig gøre, med mindre at han kendte sin gamle pin-kode. Så fortalte de, at de var på vej ned for at besøge deres søn, svigerdatter (som er pædagog) og sidst-ankomne barnebarn fra juli. Han arbejder i Airbus. Tidligere var han i Hamborg og ca. et kvartal om året i Toulouse. Nu er det så nærmest omvendt.
Airbus har økonomiske problemer. De er kommet til at lave en meget lille fejl i deres sidste nye fly, som det koster meget at rette, for det er en fejl ved hvert sæde eller sådan noget.
Et ægtepar fra Holstebro var ikke så godt hjemme i det tyske og gik om bord på flyet, før det var deres tid. De brokkede sig på det fineste vestjyske, og så var vi i snak og sad sammen i flyet. De var stået op kl. 4 og ankommet til Hamborg ca. kl. 9. Men der var ingen parkeringspladser, så de kørte rundt i en time og endte med at holde på en handicap-plads. Det var 5. gang, de var med. Mandens bror bor i Toulouse. De fortalte, at der er vinbønder på med salg på de fleste små veje udenfor Toulouse, så det må vi prøve. Og så er der Carcasonne. Nu håber jeg ikke, jeg bliver skuffet.