mandag den 17. september 2007

Torsdag d. 13. september

Torsdag d. 13. september

Vi var oppe kl. halv syv og på museet kl. 8, hvor vi havde mulighed for at prøve Arendt-orgelet indil kl. 10. Fabian var også med. Han arbejder nu hos Airbus som edb-konsulent, men har et fint engelsk og er en passioneret orgelspiller. Vi skiftedes til at spille. Jeg oplevede, at det tager kortere og kortere tid at lære et orgel at kende. Anderledes med hvis man skal spille noget rigtigt. Men jeg har ikke så travlt p.t. som organist, der er ved klaveret, jeg udvikler mig p.t.

Kl. 10 gik vi hen og fik en ”Mille crêpes”-kage med chokoladesovs og kaffe til. Det var for lækkert! Og af en eller anden mærkelig grund betalte Fabian, den flinke fyr. Vi aftalte at cykle sammen søndag. Han ved, hvor man kan flyve svæveflyver.

Så købte vi en bruseslange. Den gamle var gået i stykker om morgenen, og der røg mit bad. Men den var nu også for kort, så derfor. Den nye var tilpas lang. Og da vi senere hen på eftermiddagen havde fået skruet den på, indviede vi den med fuld musik, rødvin, kamera og overklipning af den røde snor.

Nå, en kaffe kan man jo altid bruge, så vi satte os på en café foran Domkirken, hvor jeg bestilte et glas vin og Daniel en cola. Klart nok var vinen billigst. Vi sad og snakkede om rygeforbudet i Danmark. Jeg synes, det er tåbeligt, at det er et forbud med undtagelser. Mens Daniel synes, at en regel med undtagelser er helt fint. Men sådan er der så meget. Vi var enige om, at det var ligegyldigheder, men ikke enige om hvordan ligegyldighederne burde reguleres.

Kl. 12 begav vi os til Domkirken lige ved siden af og påbegyndte opstigningen op til det store orgel. Der var først 80 trin. Derefter en gangsti på taget som må være lidt træls i regn og sne. Derefter en gåtur henad en smal sti med hegn på begge sider. Heldigvis da, for der var ca. 10 meter ned. Ganske sikkert ikke en stilling for en organist med højdeskræk. Jeg spillede da også mere modig, end jeg egentlig var.

Endelig fremme ved orgelet blev jeg virkelig glad. Her var et fransk blandingsinstrument, som kunne alt muligt. Desværre var de forkerte noder kommet med i tasken. Og jeg savnede Duruflé, Widor og Franck. Men det jeg kunne huske, spillede jeg, og det var en fryd. Dette orkestrale, denne klang, sangbarheden og jeg ved ikke hvad. Igen: Jeg har ikke noget, jeg skal spille på orgel lige p.t. og kl. 13 gik vi hjem. Det var ikke fordi orgelet på nogen måder var kedeligt, men simpelthen fordi jeg var for træt. Og så fandt jeg også ud af, at nu begynder jeg at kende det franske orgel. Det er så utrolig vigtigt for en organist at have denne lyd i ørene, når han sidder hjemme i Danmark.

Vi slappede af, tror jeg, jeg kan ikke længere huske det. Men jeg husker tydeligt maden - denne gang var Daniel alene i køkkenet. Han lavede en helt fantastisk ret med kylling og ris og karry. Uhm! Den bed lidt i ganen, men det var kun rart. Vi blev enige om, at kødet havde taget godt imod den halve time det havde ligget i karrymarinade.

Kl. halv ni spillede Pierre Laurent Aimard Bach og Kurtag i Jacobin-klosteret i forbindelse med deres klaverfestival, som de nu kører på 28. år. Publikum er distingveret, snakken går og billetterne er ikke alt for dyre. Pianisten er kendt for ny musik og kom meget i huset hos Messiaen. Hans ”Kunst der Fuge” var jeg ikke for vild med. Det var sobert og meget fejlfrit, men det var umuligt for mig at decifrere denne komplicerede musik. Og efterhånden kedede jeg mig mere og mere. Man kunne også mærke på pianisten, at han prøvede at skubbe liv i koncerten hen ad vejen. Det var dog for sent. Desværre var koncerten ikke slut ved pausen. Men hans første ekstranummer var virkelig godt og hele koncerten værd. Endelig blev vi sluppet ud i det fri. Og jeg var lidt deprimeret over, at koncerten havde været sådan en skuffelse i så lange stræk. Jeg prøvede undervejs det ene og det andet, men musikken ville ikke fænge mig.


Ingen kommentarer: