mandag den 17. september 2007

Søndag d. 9. september 2007

Søndag d. 9. september 2007

Efter højmessen, lavede jeg cd'en færdig til Cantemus. Den blev optaget mellem kl. 8 og 9 ca. og redigeret inden gudstjenesten. Efter gudstjenesten gik den store cd-kopiering igang, og her hjalp Christina til. Hun skrev også mit brev ind, pakkede og sendte cd'erne til Kirsten Højholt i Vejle. Og jeg fandt adresser, hun fandt kuverter, jeg skrev og pakkede breve til et par kormedlemmer fra Otterup Kirkes Børne- og Ungdomskor. Jeg håber da, at de holder ved. Korene er desværre blevet ufatteligt små i den sidste tid.

Jeg håbede på, at jeg havde alt, da jeg satte mig i bilen. Det havde jeg også næsten. Christina hentede min jakke, og så var jeg afsted. I bilen indfandt roen sig. Det er en ufattelig luksus med en bil, der er så meget plads, at man ikke behøver at tænke over, hvad man skal have med og hvad ikke.

Trafikken var perfekt. Ikke en eneste gang blev jeg nødt til at være ekstra opmærksom. Jeg gled afsted med 120 km/t i et behageligt solskin. I radioen debatterede de regeringen, og det var tilpas underholdende. I Tyskland spillede først Ndr Kultur, siden fortalte en fuglefænger om sit job og sit privatliv. Det var hyggeligt at høre på, indtil jeg havde kørt tilstrækkeligt rundt i Hamborg og langsomt begyndte at ønske mig fremme ved destinationen.

Kl. 13.20 var jeg kørt fra Otterup og kl. 16.45 kørte jeg fra motorvejen. Jeg kiggede i Hamborg efter en bydel, som jeg aldrig fandt - Barmbek. Men jeg kørte forbi Alster over Kennedy-Brücke og i forsøget på at finde udfletningen af motorvejen fra Berlin, var jeg pludselig på vej til Hannover sydover. Og så skete der det, der nemt sker for mig: Jeg kørte naturligvis retur. Og da jeg havde opgivet, ringede jeg til Ute for at få hjælp. Foran mig var U Lübecker Str. og intet kunne være mere perfekt. Jeg sikrede mig, at retningen var rigtig, og kort efter var jeg på vej ned af Wandsbeker Chaussee, som Rossberg støder op til.

Kl. 17.45 var der tid til en kop kaffe og lidt tør kage, og at få baggagen op i atelierlejligheden. Kl. 18.30 var vi på vej. Ute hører til dem, der går hjemmefra kl. 18.28, fordi hun ved, at U-banen kører kl. 18.33. Nå, det passede nu ikke, for det var søndag, og vi ville derfor komme ca. 5 min. for sent til operaen. Krise, krise! Da vi nåede frem, var der selvfølgelig ingen problemer. Vi fik vores billetter og Ute spurgte, hvad vi så skulle. Jeg sagde, at jeg er helt vild med at komme bagom scenen og se den hemmelige bagside, hvor intet er glimmer. En barnlig opdagerlyst som aldrig har sluppet mig.

Jeg fik en kop kaffe. Normalt drikker Ute af den store termokande - socialkaffe hedder det internt, men jeg følte trang til at afprøve det eneste, jeg ikke kan derhjemme: espresso. Den var ikke særlig god, men til gengæld til personalepriser!

I elevatoren mødte vi en anden fra operakoret. Han genkendte mig ikke. Og jeg fortalte, at jeg havde akkompagneret Ute i en dansk landsbykirke. - Og den står endnu, sagde jeg. Det var virkelig imponerende, hvor kraftigt hun sang, og hvor rummet blev fyldt. Giv hende en sportshal!

Operaen handlede om Billy Budd, som var en Jesus-figur og den onde kaptajn. Fortæller var først og til sidst overkaptajnen, som havde oplevet dilemmaet: Billy Budd kommer til at slå den onde ihjel, fordi han bliver anklaget for at være mytterist og andet. Det bliver han så chokeret over, at han kommer til at slå for hårdt. Så han må dø, fordi han har slået en overordnet ihjel. Og alle sørger over denne rettergang, fordi alle hadede den onde og er glade for, at han er død. De overvejer, om de skal befri ham og begå oprør. Det er også tæt på, men til sidst sker loven fyldest. Og operaen stiller spørgsmålet, om det er den skrevne eller den uskrevne lov, man skal følge.

Jeg fandt operaen underlig, både musik og handling. Men jeg må indrømme, at Britten formåede at skabe sit eget univers, og der var faktisk meget smukke elementer. Men koreografi og en gennemgående video med en gammel indianer, der til lejligheden havde fået retoucheret ekstra blå øjne var meget vigtige elementer i forestillingen. Desuden var indledningen for lang - først efter ca. en halv time gik fortællingen igang. Den gennemgående video var fantastisk! Et kunstværk, som kunne have stået alene. Der var også en figur og nogle bølgebevægelser. Og alt ialt sørgede det for, at pauserne ikke var for kedelige og ligegyldige. Ute mente, at pauserne var til, for at der var tid til at ommøblere scenerne. Til allersidst var der en herlig skulptur i baggrunden med en masse møbler, der stod hulter til bulter.

Ute mente, at der var usædvanlig mange homoseksuelle blandt publikum. Og det skal nok passe. Jeg oplevede publikum som meget nobelt og engageret. Men måske var én af grundene også, at bøsserne var kommet ind at se en masse andre mænd og enkelte bare overkroppe. I hvert fald var der meget bøssestemning over forestillingen, som kun havde mænd blandt de optrædende. Det var også en sjov udfordring for Britten, tror jeg. For os andre var disse småerotiske scener i to- og tresomhed endnu en anderledes dimension i en anderledes forestilling.

Jeg savnede poesi i forestillingen, men det er Brittens skyld. Det hele er så gennemsyret af en enkel filosofi, der har lånt af Sartre, følte jeg. Så jeg savnede noget, og samtidig må jeg sige, at det formede et hele, der mindede mig om filminstruktøren Derek Jarman (tror jeg han hedder, bl.a. om filosoffen fra Østrig ????).

Ute havde et meget vellykket studieforløb med gode lærere og masser af timer. Siden oplevede hun det virkelige liv, som ikke var på højde med studietiden. Specielt som solosanger i 2 år ?Coburg? nord for München ved grænsen til det gamle Østtyskland. Hvorfor hun blev udvalgt som sanger, ved hun ikke. Men hun kunne ikke respektere instruktøren. Og det irriterede hende (dengang som nu), at folk udfører koreografien uden kendskab til hele historien og sammenhængen i forestillingerne. Og derfor forlod hun operahuset i ?Coburg?, blev ansat i operakoret i Frankfurt, havde et omtumlet ægteskab og fik et barn. En dag kom operachefen Frankfurt og sagde, at teateret snart ville gå fallit. Og Ute søgte derfor stilling i Hamborg, og fik den. Men manden flyttede ikke med, og hun blev skilt i 2003.

Hun har taget 16 måneders semester filosofi, er uddannet kunsthåndværker og sanger. Hun afsluttede kunsthåndværkeruddannelsen, dog uden at tage den pædagogiske praktik med, som ville gøre hende jobegnet. Filosofi tog hun dog ikke eksamen i. Hun er for nylig begyndt at samarbejde med en pianist, og de er ved at bygge Schuberts Winterreise op.

Ingen kommentarer: