Fredag d. 14. september
Denne dag foregik i bil. Vi var hos Sixt kl. 8 og overraskede den søde ekspedient i hendes morgenmad. Vi gennemgik alt fra forsikring til hvor vi skulle stille bilen senere. Og så kørte vi ellers afsted ud i verden i vores Fiat Puntu Diesel. Da dagen var omme, tankede vi. Ca. 400 km og 20 liter diesel - det var en nøjsom bil.
Ud kørte vi af Toulouse, det bedste vi havde lært. Det var ikke nemt. Og mens alt er nyt for mig, var Daniel irriteret over ikke at kunne finde vej. Og grunden er den franske skiltning, som kræver, at man kan gætte noget, man ikke har en chance for at vide. Det er meget spændende. Og nogle gange er der 5 km mellem skiltene, selv om man skal dreje 13 gange. Meget spændende!
Vi kørte mod Foix, og det var jo ikke specielt smart. Men jeg ville meget gerne have os uden om motorvejene. Dels pga. pengene, men ikke mindst pga. at man ser meget mere på sidevejene. Bl.a. vejarbejde som der var rigtig meget af. Det tog meget tid. Manden som skulle få bilisterne til at holde tilbage havde en stor dag. Og i den anden ende stod manden med en lang pind, hvor der for enden var en cirkelformet træplade. På den ene side var den grøn, på den anden rød. Det må også have været et fantastisk job. Tænk hvis man kom til at vise rødt, mens at der var fri passage - eller omvendt! Han så nu ikke ud til at hygge sig ligeså meget som ham den anden.
Endelig nåede vi frem til Villefrance, og så var det til at finde ud af at komme til Carcassonne ad Route Nationale 113 - hovedvejen.
Især på de små veje, mest D 623 eller hvad de nu hedder, er der meget at kigge på. Selv markerne med solsikker betager mig. Og det går op og ned og rundt og hen. Bjerge er fantastiske. Omkring Toulouse er de ikke, men vinmarkerne og bjergene kommer jo tættere vi nærmer os Carcassonne. De snoede veje i bjergene, klipper der hænger ind over vejen, floder og bjergenes forskellige formationer.
En bjergrestaurant var lukket - heldigvis, for den næste var ufattelig hyggelig og deres kaffe ufattelig lækker og mild! Der stod et klaver i et hjørne, og jeg spillede igen, bare lidt. Det var vildt, så jeg ikke kan beskrive det. I hvert fald mine fingre var ekstatiske! Tjeneren råbte bravo og spurgte, om ikke klaveret var en smule falsk. Jo, sagde jeg, men jeg var lykkelig.
I Carcassonne så vi borgen, som er en turistattraktion med sine mange boder. Bl.a. var jeg meget fascineret af smykkerne. Igen denne charme. Det er smukt.
Og et glas vin på Café des vins eller sådan noget. Og katedralen hvor vi ikke fik spillet på orgelet. Det havde vi nu nok heller ikke tid til.
Carcassonne skal man se, og det gjorde vi så. Nu har også jeg været der. Men alle turisterne tager det originale væk. Og jeg er mere begejstret for det glas lokale vin end borgen.
Vi går over til bilen og kører ud af byen. Men jeg er sulten, og det er Daniel egentlig også. Så vi beslutter at tage en hurtig sandwich. Jeg vil gerne sidde på café, for det er så hyggeligt hernede sydpå. Der er så meget stemning, og det er ikke specielt kommercielt.
Men parkeringspladserne udebliver og vi kører og kører. Det er herligt, for Carcassonne åbner sig for os. Og vi kører rundt og oplever med alle sanser. Så er vi på vej ud af byen og billedet skifter: Måske skulle vi alligevel bare køre afsted og så tage en sandwich, når vi møder en café, der ligger strategisk rigtigt. Pludselig ser vi en parkeringsplads. Vi er kørt forbi indkøbscentret og ind mod byen igen. Men her er den, og der er flere af dem, ved siden af en kanal - måske Canal du Midi, hvis jeg ikke husker helt galt.
Vi går ind mod byen. Daniel har været her før, så han kender retningen. Og nu har jeg efterhånden snakket om pizza længe. Daniel har ikke fået god pizza i Frankrig, ikke som vi kender dem fra Danmark. Men foran os står pizzaria, så der går vi ind. Den modne kvinde omkring de 40 kommer med menukortet, og for 10€ får man en menu. Pizzaerne koster 9 og menuerne 10, så det er ikke et svært valg. Folk hygger sig og maden er god og i baggrunden kører amerikanske sange ud af højttaleren. Eneste anke er, at det er svært at fortælle tjeneren, hvor god maden egentlig er. Vi savner ord, men ikke sanser.
Bagefter er vi mætte på en måde, som ikke er til at fatte. Mætheden forbliver i kroppen. Vi er mætte på krop og sjæl. Ikke overmætte, vi har det bare rigtig, rigtig godt, da den lille Fiat igen sætter igang. Og det holder helt fra kl. 14 til 22. Først her begynder sulten igen så småt at melde sig.
Bilen kører i retning mod Limoux og videre sydpå. Nu er det for alvor Route touristique du vin. Men da vi sidst på eftermiddagen endelig kører forbi et udsalg er priserne meget acceptable og vinen fantastisk. Noget er ikke. Men man køber jo ikke katten i sækken, når man kan få lov til at smage.
Vi nærmer os den borg, som er næste stop. Vi kører opad og opad. Og rundt og hen. Og vi kan se borgen højt oppe. I formiddags havde vi støvregn, og det rørte mig en papand, så længe temperaturen ligger omkring 23 grader. Det er mærkeligt med temperaturen her. Her er ca. 26 grader og solskin. Alligevel bruger jeg ikke solcreme og bliver ikke solskoldet.
Med al denne sprogforvirring dukker der ind imellem pudsigheder op. Jeg kan lige nøjagtigt huske mit danske, som jeg kigger på som en udlænding. Jeg skrev ”på må og få” og må sige, at jeg har ingen anelse, om man kan sige sådan på dansk. Men jeg tror det. Og ”skalte og valte”. ”Vinbønner” er jeg dog ret sikker på ikke er så godt. Men nu er jeg jo også kaffe-o-man. Iøvrigt laver Daniel den mest udsøgte espresso, jeg nogensinde har fået. Den er meget mild og delikat. Der er et risteri her i midtbyen, og deres ristninger er fuldstændig unikke. Og jeg må sige, at det er første gang, jeg har fået så lækker kaffe fra et professionelt risteri. Men det er måske fremtiden. Og det sjove er, at jeg som bor i Otterup faktisk ikke har noget alternativ til min GeneCafé.
Nå, tilbage til Frankrig.
Jeg blev lidt sur over, at de ville have penge for, at jeg skulle gå op og op for 5€. Men i betragtning af hvor sjovt det var at gå rundt på borgen, var det godt givet ud. Og skulle man have lyst til at prøve et frit fald på mellem 4 og 1000 meter, så var der også masser af muligheder. Nå, jeg tog et par billeder af den fine udsigt. Der er en masse ting, man kan sætte sig ind i i sådan en borg. Det har jeg ikke lyst til. Men jeg havde det rigtig dejligt med at klatre rundt omkring. Og det var også virkelig dejligt at få sig rørt.
Vi kørte ned ad vinruten. Klokken var halv seks, da vi nåede frem. Men Salasar i Limoux lå først for. Og de havde dejlig champagne, som vi smagte - købte. 6 flasker, så fik man også en Chardonnay med. Alt var meget lækkert, og især meget rent i smagen. Så det var gode køb, der ikke var for dyre. Om aftenen blev vi godt fulde i den gode champagne.
Det var nemt at finde tilbage tilbage til Toulouse. Og på vejen prøvede vi da også 2 vinbutikker mere, som også er producenter eller Vin de Ferme eller hvad man nu siger. Vi var for sent ude. Og jeg sad og godtede mig over, at vi overhovedet nåede at få indkøbt lidt. Det var min første prioritet på turen.
På en gård kom en dame gående med 2 børn og det, jeg troede, var en hund - i favnen. Det viste sig at være to høns, som var uden for rækkevidde. De hverken så eller hørte noget. Siden har jeg tænkt, at det nok var fordi, de vidste, at døden og menneskers mæthed ventede indenfor kort tid. So why bother?
Det gik noget stærkere på hjemturen end på udturen. Men i Toulouse kunne vi ikke finde en eneste tank. Den første vi fandt var lukket. Og de andre gemte sig på veje, vi ikke kunne finde. Vi kørte på må og få - men fandt langt om længe en tank. Vi tankede og fandt med besvær parkeringshuset i sværmen af biler. Og endte hjemme godt trætte med noget brød og lækkert pålæg og masser af champagne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar