mandag den 17. september 2007

Onsdag d. 12. september

Onsdag d. 12. september

Halv syv var vi oppe og kl. 8 stod vi hos Sixt - og det var her vi fandt ud af, at vi skulle omkring internettet og være ude i bedre tid, hvis vi ville spare penge.

Vi gik hjem, hentede cyklen, gik til konservatoriet, og Daniel satte sig til orgelet. Vi aftalte, at han skulle sms'e, når han var færdig og give sig god tid.

Jeg nåede rundt i den halve by i mellemtiden.

Det franske begyndte så småt at vende tilbage til mit hovede. Jeg begyndte at forme små sætninger i hovedet, og pludselig var jeg i det. En ung fyr kom hen og spurgte mig om vej. Jeg var dybt forundret, for jeg troede, at min ”mavesæk” (bæltetasken) ville afsløre mig som turist. Men jeg fik lov til at sige mit ”Je suis en Danemark”. Videre nordpå gik det i Toulouse langs kanalen Garonne. Der er to kanaler, og Garonne er vist en flod, mens Canal de Midi strækker sig så langt som til Garcassonne, som ligger 80 km væk i østlig retning.

Der var smukt og lækkert og relativt mange mennesker på gaden. På enkelte caféer ventede en ensom tjener på dagens første kunder. Mange bliver det sikkert ikke til. Men det ser hyggeligt ud.

Ned mod floden var der et slags tivoli, stillet op af kommunen (Mairie de Toulouse). Jeg kom omkring beboelsesområder med villaer og lejligheder. Og jeg undrede mig over, hvor charmerende det hele er. Ingen kedelige huse overhovedet, men til gengæld alle velholdte. Selvfølgelig findes der fattigkvarterer, og kirkerne har ingen penge. Men folk i det daglige bor rart.

Jeg var hos en optiker og købe en klud til at rense mine briller i. Jeg gik ind i SPAR Supermarché, men gik hurtigt ud igen, for en industrisandwich kostede her det samme som en lækker nysmurt på caféerne - mærkeligt. Så jeg fik en escargot-sandwich med pomfritter og cola, det vidste jeg da, hvad var, og det var vildt lækkert! Det var vist snegle, jeg spiste. Jeg ved det ikke, men det var mørt og for lækkert. Da jeg spurgte efter lidt ekstra ketchup, fik jeg også ekstra pomfritter. De var meget hjælpsomme også med at vise vej. Og folk dumpede forbi og snakkede i højt humør, inden de gik videre.

Jeg fortsatte hen over Pont Michel og var så pludselig i Jardin des Plantes, hvor alle mødrene, enkelte fædre og enkelte bedstemødre sørgede for liv og barnlig glæde. Det var et helt paradis. Kort efter at jeg havde forladt parken på vej mod bymidten igen, sms'ede Daniel, og jeg skrev tilbage, hvilken rute jeg ville følge langs Canal de Midi. Så kom jeg til at købe en vin, der var fantastisk. Hvid og let mousserende, og den fik vi om aftenen til maden. Månedens eller ugens tilbud eller ”Promotion” eller sådan noget. Så var det jo bare med at slå til.

På vej hen til restauranten igår kom vi igennem midtbyen. Pludselig stod vi på Place de Wilson. Det var for sjovt! Jeg fik taget et billede af mig selv foran Café Wilson. Der er også et hotel Wilson. Det er en plads med temmelig meget liv på.

Daniel mente, at der er mere liv på Place de Saint George, og det passer også. Men det er lidt upperclass-folket, der sidder på de caféer, som ligger i den dyre ende, uden dog at være eksklusive.

Og så er der rådhuspladsen, hvor der var rigtig festligt torsdag aften.

Ved floden var der også en busholdeplads med verdens mindste busser. Jeg tog et billede af dem. Og jeg tog et billede af en gammel Citroën. Den var meget sjælden, sagde Daniel.

Tilbage på Place de Wilson gik vi i retning af en sandwich til Daniel, der var sulten. Jeg var stadig stopmæt.

Han havde fået skaffet os adgang til Saint Pierre des Chatreux - kirken, hvor der står et fantastisk barokorgel. Vi havde Bach og Grigny og Marchand med og spillede på skift. Det var også dejligt at lytte nede fra. Rummet var fantastisk, og orgelet er på én gang blødt og gennemtrængende. Akkorderne står fantastisk, og orgelet virker mere horisontalt end vertikalt. Det var utroligt, at orgelet går så godt igennem det store rum, som er meget aflangt med et stort alter i midten. Der var også et lille kororgel på 11 stemmer midt i kirken.

Orgelet er karakteriseret ved flotte brede stemmer, f.eks. i pedalet. Ikke noget med gedakter og subbas. Her er fuldlængde fløjter - sådan lyder de i hvert fald. De har en fylde og en sangbarhed, som er helt vild flot. Hvornår hører man en 16 fods fløjte, der synger? Det kan de i Frankrig, og det er med til at give orgelet charme.

Rørstemmerne har hver sin karakter og reagerer ufatteligt hurtigt, når man er vant til danske orgeler. Trompeter var der to af i hovedværket. Og den ene var som vi kender den: Bred, den anden havde noget af det samme som et dansk krumhorn. Og den virkede temmelig overflødig. De hedder hhv. trompette 1 og trompette 2. Så var der en voix humaine. Den er hørt smukkere. Jeg mener, at der i Skt. Nikolaj i Vejle står én, der ligner et menneskehoved og lyder som en menneskestemme. Og så var der en obo osv. Det er dejligt at spille fransk barok på, fordi alt står så klart. Det er også sjovt, at når vi nu er så tæt på Spanien, at det franske orgel nærmer sig det spanske med så mange karakterstemmer. Men hvor det spanske har temmeligt nedtonede grundstemmer, har det franske orgel også her karakter. Hvorfor kan vi ikke få flûte harmonique i Danmark? I stedet vælter vi os i gedakter, rørfløjter og slanke principaler. Det er der ikke meget sjov ved. Det er det karske nord i forhold til det charmerende syd. Men hvad franskmændene ikke har: Penge til at holde orgelerne ved lige. Det har vi i Danmark.

Vi var i kirken fra kl. 14-16. Så var vi hjemme til aftensmad. Vi købte ind og lavede grillstegte hjemmemarinerede engelske bøffer. Slagteren i Lafayette supermarked - madafdelingen - mente, at vi kunne komme igen, hvis vi ikke var tilfredse. Og vi havde faktisk lyst til at komme igen, for vi var så overmåde tilfredse. Og vi købte kartofler og tomater og Balsamico-eddike, som det viste sig, at Daniel havde så rigeligt af i forvejen. Og en sjov grøn salat, der var formet som en stor flad solsikke. Og en sovs og noget lækkert brød. Og en lækker spegepølse. Jeg stod i køkkenet, mens Daniel ordnede grillen. Og maden var så fantastisk, at vi fik rigeligt revanche for restauranten igår. Og eneste problem var, at det umuligt at gemme noget til dagen efter.

Kl. 20 var der koncert i Musee des Agustin-museet, hvor der står et tysk Arendt-orgel. Det er jeg hurtigt færdig med. Det har de tyske karaktertræk - bl.a. kan det lave et barokpleno. Og det er et godt orgel, men jeg kan ikke lide det, for det synger ikke nok. Det bærer ikke tonen.

En ung ungarer spillede en koncert. Og han spillede fint, men absolut ikke blændende for de alt for få tilhørere. Og programmet var også rigtig fint sammensat. Bagefter var vi på Place de Saint George og få nogle kedelige Heineken-øl. Selvom Daniel forsikrede mig om, at franske øl smager endnu mere af vand, må jeg sige, at tyskerne er fantastiske til at lave øl. Og der er ikke grund til at drikke så meget andet øl, især ikke hvis man kan få Franziskaner Hefeweizen. Vi er i vinens land. Og selv på caféerne kan man få et fantastisk glas vin til 15 kr. (2€) Og vi drikker til 50 kr. (6,50€) flasken, og det er helt fantastisk. Men så skal man også vide, hvor og hvad man skal købe, hvis man vil have så god vin til så få penge. Og så prøvede vi en vin til 3€, der var en fortrinlig hverdagsvin.

Men på pladsen oplevede vi det sydfranske byliv. Og Daniel fortalte, at her er temmelig stille om sommeren. Men nu er de studerende så småt ved at vende tilbage, såvel som de mange smukke piger.

Der var en rigtig dygtig organist fra Korea, elev af Fru Kwak ved vores bord. Og en cembalist og en organist fra Budapest - de var et par. Og så mig og Daniel. Organisten fortalte, at på ungarsk siger du alt ud fra en kontekst. Og derfor kan du nemt blive misforstået, men omvendt har du mulighed for at komme andre imøde, fordi dit sprog har så mange delikate nuancer. Specielt når man har været udenlands er det svært at vænne sig til igen. Og at forbløffende mange lærer ungarnsk, fordi det er det sprog, der er tættest på latin af de nulevende sprog.

Vi endte i lejligheden og godnat!


Ingen kommentarer: